Rundt om Hjarbæk og Skive Fjord

Dato: 23-07-2021


Seks landbrugsformænd træder den 3. august ud af bestyrelseslokalerne og ind i maskinhusene hos fire landmænd, der driver landbrug i Onsild, Skals, Skive og Karup. For første gang stiller seks foreningsformænd op sammen ude hos medlemmerne for at drøfte de kommende vandplaner, som i høj grad udfordrer landbruget og lokalsamfundet omkring Hjarbæk- og Skive Fjord. 
- Landbruget bliver særlig hårdt ramt i området omkring de to fjorde, og vi er nødt til at mødes nu, hvor landbrugsudspillet drøftes på Christiansborg. Selv om vi fjerner al kvælstof fra vores marker, kommer vi ikke i mål med at få fjordene i god økologisk tilstand. Vi er nødt til at få flere virkemidler i spil og arbejde lokalt med fjordene, hvis vi ikke skal risikere at fejlinvestere i vandmiljøet og samtidig miste en lang række arbejdspladser i området. Det er vigtigt, at de nye vandplaner både styrker vandmiljøet og vores bedrifter, så vi fortsat kan producere fødevarer, sikre arbejdspladser og et rigt liv på landet. Det er en fælles opgave, der skal løses i lokalsamfundet, understreger formand for Agri Nord, Carl Christian Pedersen.
De rigtige løsninger skal i spil
Fjord- og oplandsanalyser af Hjarbæk- og Skive Fjord viser, at en lang række faktorer er afgørende for vandmiljøet i fjordene. Det står i modsætning til de nye vandplaner, der udelukkende handler om at reducere landbrugets brug af kvælstof på markerne. Det bekymrer de seks landbrugsformænd.
- Det er en stor udfordring, at vandplanerne ikke tager højde for alle de faktorer, der udfordrer vandmiljøet, men udelukkende retter sig mod kvælstof fra landbruget. Vi er nødt til at sende et kraftigt signal til vores politikere om, at en lang række lokale fysiske, biologiske og kemiske forhold naturligvis også har betydning for vandmiljøets tilstand. Partierne i Folketinget forhandler lige nu et nyt landbrugsudspil, der sætter rammerne for de næste mange år, og derfor er vi nødt til at gå i dialog med vores medlemmer nu, selv om alle har travlt med at høste, forklarer Frede Lundgaard Madsen. Han understreger: 
- Vi ønsker at tænke nyt og finde de bedste løsninger i samspil med de lokale myndigheder og organisationer, og vi har allerede en rigtig god dialog med borgmestre og grønne organisationer. Det er helt afgørende.
Det er alvor nu
Formålet med de lokale møder er at samle landmændene om deres situation, drøfte hvad man i fællesskab skal arbejde politisk for og sende et signal til Christiansborg om, at der er behov for at tænke nyt. Der er brug for at få skiftet den gamle motor ud med en bæredygtig udvikling af både landbrug og fjorde. 
– Vi er mange foreninger, der er gået sammen for at understrege betydningen af fremtidens landbrug i dette område, der strækker sig fra Karup å over Viborg til Hobro og Arden. Det er vigtigt for os, at vi både kommer i mål med et godt vandmiljø og samtidig udvikler både landbruget og lokalområdet. Vi skal ikke afvikle. Der er rigtig meget på spil her, slutter Leif Gravesen, formand for Fjordland.

De seks landbrugsforeninger er:
AGRI Nord
Familielandbruget MIDT-jylland
Fjordland
Herning-Ikast Landboforening
Landboforeningen Kronjylland
Landboforeningen Midtjylland

For yderligere oplysninger kontakt:
Carl Christian Pedersen, formand for Agri Nord, telefon 98259610/40509310
Frede Lundgaard Madsen, formand for Landboforeningen Midtjylland, telefon 24229953
Leif Gravesen, formand for Fjordland, telefon 20207636
Anette Klausen, formand for Familielandbruget MIDT-jylland, telefon 23959432
Sven Agergaard, formand for Herning-Ikast Landboforening, telefon 97164488/40824488
Christian Jensen, formand for Landboforeningen Kronjylland, telefon 2326 9625

KOM MED PÅ GRYDSTEN LANDBRUG OG OPLEV PRÆCISIONSJORDBRUG

 

Landboforeningen Midtjylland inviterer til en inspirerende aften på Grydsten Landbrug om bæredygtigt og økonomisk landbrug med præcisionsteknologi d. 6. juni.

 

- Vi arbejder med præcisionsjordbrug inden for gødning, såning og sprøjtearbejde for at hæve udbyttet på vores meget kuperede arealer og uensartede marker, og få mest muligt ud af kvælstof. Vi sår gradueret for at komme ned i plantetal men samtidig også have planter nok, siger Thomas Østergaard, ejer af Grydsten Landbrug.

 

Thomas har haft bedriften siden 1999, og man kan møde både ham og Morten Balle fra MBA-agro på aftenen samt planteavlskonsulent Christian Lervad-Bach. MBA-agro sår raps på Thomas’ marker.

 

- Præcisionsjordbrug handler om økonomi, bæredygtighed og miljø. Vi har specialiseret os i det, og arbejder med det hele tiden og udvikler løbende vores viden og erfaring om det. Man sparer på ressourcer og input ved at køre præcisionsjordbrug, siger Morten Balle, ejer af MBA-agro.

 

Planteavlskonsulent Christian Lervad-Bach vil svare på spørgsmål og lægge op til en inspirerende aften for gæsterne.

 

- Vi vil snakke om maskinvalg og -strategi, og høre om Thomas’ erfaringer med, hvordan er han kommet i gang med præcisionsjordbrug, hvilke typiske fejl man kan begå. Vi vil fortælle om maskinerne til at køre graduering, og give en gennemgang af maskinerne på bedriften. Vi kigger på en vårbygmark, hvor udsæden er gradueret og tager en faglig diskussion om udsædsmængden, hvor alle kan være med, siger Christian Lervad-Bach.

 

Thomas Østergaard er i øvrigt griseproducent, og driver 430 hektar hvede, raps, rug og byg med præcisionsudstyret.

 

Arrangementet finder sted 6. juni klokken 19, hvor der startes på Nabevej 17 og sluttes af på Vesterbyvej 9b i Viborg. Man kan tilmelde sig på tlf. 3050 0636.