/Files/Images/dk/pdf/Presseklip/Læserbrev vedr. kvælstof og spildevand.pdf

Nyhedsbrev oktober 2020

Dato: 06-10-2020

 

Vi skal gentænke miljøindsatsen

I sidste uge kom det frem, at Aarhus Universitets formand Connie Hedegaard og rektor Brian Bech Nielsen er i gang med danmarkshistoriens største jordudtagningsprojekt, hvilket svarer til 2500 gennemsnitslandbrug. Jeg har svært ved at se, hvordan det giver mening. Om vi braklægger hele det danske landbrugsareal, vil der til stadighed blive udledt for mange næringsstoffer til vandmiljøet i vandløb og fjorde fra byerne.
 
I landbruget har vi siden de første vandmiljøplaner i 1987 arbejdet med at reducere vores belastning af miljøet. Vi har bygget nye gylletanke med overdækning, vi har forsuret gyllen og kun udbragt husdyrgødning i vækstsæsonen. Vi bygger biogasanlæg og laver forsøg med termisk forgasning af biomasse.

Vi har bygget stalde med forbedret udluftning og minimeret ammoniakudledningen. Vi har stort set vintersæd i alle marker for at minimere udledningen af kvælstof, og vi sår efterafgrøder på hundredetusindevis af hektar for at minimere vores miljøbelastning. Vi står også i kø for at etablere minivådområder, vi planter skov og udtager lavbundsjorde, og alligevel er det ikke nok.

Kunne det tænkes, at medicinen er forkert?
 
Vi kan ikke nøjes med at have et ensidigt fokus, men har brug for at gentænke hele miljøindsatsen i Danmark og få udarbejdet konkrete målinger og oplandsanalyser på alle vandoplande. Når vi har de reelle fakta på, hvad der sker i vores miljø og natur, kan vi bruge alle ressourcer på at sætte ind der, hvor det giver størst effekt.
 

 

Kandidatmøde
Af næstformand Mads Niær Kristensen

 
Den 29. september besøgte den indtil nu eneste kandidat til formandsposten i Landbrug og Fødevarer, Søren Søndergaard, de delegerede i foreningerne bag Velas. Han præsentere sig selv og svarede på spørgsmål for at give de delegerede et indblik i, hvordan han vil bestride posten som formand, hvis han bliver valgt på delegeretmødet den 4. november.
 
Søren Søndergaard er 40 år. Han er veltalende, dygtig til at kommunikere og virkeligt godt inde i det stof, han har med at gøre. Om emnet drejede sig om klima, EU, vandplaner eller Landbrug & Fødevares organisering var Søren godt inde i stoffet. Vi skulle helt ind i en detalje i lov om hold af kvæg, inden han måtte give fortabt. Det er altså stærkt, og jeg tror, at Søren kan blive en rigtig god formand for Landbrug og Fødevarer. Det er ærgerligt, at der ikke har meldt sig flere formandskandidater på banen, så vi kunne have fået en reel debat om fremtidens Landbrug & Fødevarer. Det får vi nok ikke, men Søren Søndergaard har min fulde opbakning til posten.



 

Virtuelt møde


Tag til møde hjemme på kontoret, i traktoren eller i din bil – det er helt op til dig.

Torsdag den 8. oktober kl. 13:30 – 14:30 holder Landbrug & Fødevarer et virtuelt møde, hvor
du kan blive klogere på den landbrugspolitiske dagsorden.

Direktørerne Morten Boje Hviid og Flemming Nør-Pedersen fra Landbrug & Fødevarer vil fortælle om de aktuelle politiske emner, som Landbrug & Fødevarer arbejder med - vandplaner, EU's landbrugspolitik, klima, afrikansk svinepest, Brexit og afgifter.

Tilmelding
Du skal tilmelde dig her: https://www.seges.tv/live/64541456  og vil efterfølgende modtage et link med opkobling til medlemsmødet.

Vel mødt!


 

Arrangement: Deltag i Åbent Minivådområde


Som landbrug er vi forpligtet til at etablere minivådområder, så overvejer du at etablere et, eller vil du bare gerne høre mere om anlæggene, har du muligheden den 29. oktober. Her inviterer 16 landmænd 
over hele landet
 til Åbent Minivådområde, hvor landmændene og de lokale oplandskonsulenter vil fortælle om projekterne og svare på dine spørgsmål:  
 
  • Hvorfor kan et minivådområde være en god idé?
  • Hvor skal det ligge?
  • Skal det være trekantet, firkantet eller sø-agtigt?
  • Hvem skal grave det?
  • Samarbejdet med kommunen
  • Hvilke opgaver har landmanden? 
  • Økonomi og tilskudsmuligheder
  • Anlæggets effekt på udledningen af kvælstof og fosfor. 

I Danmark er der gennem de seneste tre år søgt om tilskud til omkring 600 anlæg, som skal bidrage til at mindske udledningen af kvælstof og fosfor til søer og fjorde.

Er du frisk på at deltage den 29. oktober mellem kl. 10.00 og 15.00, skal du tilmelde dig her: https://www.tilmeld.dk/aabentminivaadomraade2020/conference. Du skal være opmærksom på. at det er forskelligt fra sted til sted, om der er åbent i hele tidsrummet eller enten om formiddagen eller om eftermiddagen.
 
Det er gratis at deltage, og du kan godt besøge flere forskellige områder på én dag.